
Stort tillykke til Karl-Emil Greve!

I Tommerup Svømmeklub er vi stolte, og det med god grund

Vores vandpolotræner Karl-Emil Greve har modtaget SvømDanmarks Ragnhildpris, som er en anerkendelse af hans helt særlige og mangeårige indsats for vandpolo i Danmark.
Ved prisoverrækkelsen blev der sat ord på det, vi i klubben allerede ved. Karl-Emil er en klippe, en ildsjæl og selve indbegrebet af klubånd i Tommerup.
Gennem årtier har han været med til at udvikle vandpolo både lokalt og nationalt, som spiller, træner, landstræner og drivkraft bag utallige initiativer. Men vigtigst af alt har han været med til at skabe et stærkt fællesskab, hvor der er plads til alle, og hvor både det sportslige og menneskelige er i fokus.
Særligt hans arbejde med ungdommen gennem mere end 25 år har sat dybe spor. Her handler det ikke kun om at vinde, men om at være en del af et hold, udvikle sig og have det sjovt undervejs.
Prisen er en hyldest til alt det, Karl-Emil har givet til sporten og til de mange mennesker, han har gjort en forskel for.
Kæmpe tillykke, Karl-Emil, og tusind tak for dig!
