Årets vandpolopris 2010 til Karl-Emil Greve, Tommerup Svømmeklub
Årets vandpolopris 2010 stod bestyrelsesmedlem Anne Kruse for at overrække.
Svømmeunionen uddelte prisen som gik til vandpololeder i Tommerup Svømmeklub, Karl-Emil Greve.
Om Karl-Emil sagde Anne Kruse blandt andet: - Årets vandpolopris 2010 går til en vandpolo-leder, som må siges at have stået bag et iøjnefaldende flot tiltag, og som på mange måder er et forbillede for vandpolosporten. Han har flere gange vist, at selv de sværeste udfordringer kan klares. Men man skal i den grad tro på det, og så kræver det masser af hårdt arbejde og et kæmpestort engagement.
Herefter blev Karl-Emil Greve kaldt op til bestyrelsesmedlem Anne Kruse.
Om Karl-Emil fortalte Anne Kruse yderligere: - Du (Karl-Emil, red.) er, som vandpolo-leder, på mange måder en af de helt store profiler i dansk vandpolo og har været det i rigtig mange år. Du har formået at gøre det, som mange synes og mener, nærmest er umuligt. Det er nemlig lykkedes dig indenfor en relativ kort årrække at starte en klub op og at få skabt en helt særlig stemning omkring klubben. Du har formået at opbygge en særdeles talentfuld ungdomsafdeling, vel at mærke en ungdomsafdeling i alderen fra 10 til 16 år – noget som tidligere blev betragtet som umuligt. Og selv samme ungdomsafdeling er siden blevet både danske mestre og pokal mestre for deres årgange.
Bestemt et flot arbejde, som Karl-Emil har været primus motor for. En vaskeægte vandpolo-ildsjæl, som i den grad fortjente en anerkendelse fra Dansk Svømmeunion i form af Årets vandpolopris.