Tommerup Svømmeklubs Klubmesterskab 2017 blev afholdt d. 4/3 - Her er en lille rapport fra dagen hvor 70 svømmere prøvede kræfter med svømning på tid.

Første lørdag i marts, traditionen tro, blev brugt til at afholde Årets klubmesterskab for Tommerup Svømmeklub.

Vi startede med opsætning og klargøring klokken 12.00. Der var som altid lidt ændringer til startlisten, men der var mange aktive hjælpere og selvom opstarten også inkluderede service på startskamler og banetove, blev vi rimeligt hurtigt klar til at svømme. Inden den officielle start på stævnet, fik vi tid til at vise hvordan svømmestarterne kunne foregå både fra skamler, kant og også start fra kanten i vandet. Der er mange af svømmerne der ved klubmesterskabet for første gang stifter bekendtskab med egentlig konkurrence svømning, og netop starterne er tit med til hæve spændingsniveauet. Vi håber, at vores uhøjtidelige demonstration er med til at dæmpe nervøsiteten.

Efter demonstrationen startede den officielle del af stævnet. Det skete, som altid ved at fanen bæres ind af de forsvarende klubmestre, i år var det Ida Lerche og Nicolai Hedegaard Stampe, der havde retten til at bære fanen ind på plads ved bassinkanten.

Stævnets løb var, som altid en god blanding af korte distancer med deltagelse af mange nye svømmere, og løb med længere distancer der primært henvender sig til de større svømmere. Vi havde som noget nyt indsat et løb i kategorien ”Ben med plade” hvor de allermindste svømmere kunne få lov til at se hvor hurtigt de kunne klare de 25 meter. Der var god stemning i hallen og der blev klappet og heppet, både på store svømmere der afgjorde spændende tætte løb mellem sig, men bestemt også på nye svømmere der for første gang kæmpede sig igennem løb hvor konkurrencen i højere grad var et spørgsmål om at få gennemført og få en tid i et rigtigt løb. Dagens resultater kan ses i resultatlisten (LINK TIL LISTE), der var mange stolte svømmere på skamlen for at få deres medaljer, og selvom man måske ikke var på skamlen i år er der rigtigt mange gode resultater i året liste.

Det samlede klubmesterskab bliver vundet af den svømmer der har flest FINA point i 5 udvalgte løb, 50m Butterfly, 100m rygsvømning, 100m brystsvømning, 100m fri svømning og 100m medley. Hos damerne forsvarede Ida Lerche sit klubmesterskab og vandt med 1539 point en sikker sejr over nummer 2 i den samlede konkurrence Rikke Bruun-Petersen. Hos herrerne blev det til gengæld tæt, også tættere end vi var klar over ved præmieoverrækkelsen. Men efter efterregning og fintælling, blev klubmester for herrerne, som annonceret i hallen Jonas Svensmark Jensen der med 820 point lige netop slog den samlede 2’er Gustav Jørgensens 812 point. Det var første gang at vi brugte FINA point til at afgøre mesterskabet, det er med til at gøre konkurrencen om det samlede mesterskab tættere og mere spændende, men det kræver også lidt mere arbejde i sekretariatet, at finde mesteren på denne måde.

Jeg vil, som altid gerne takke de mange frivillige hjælpere der er med til at gøre klubmesterskabet muligt. De mange der gav en hånd med ved opstilling og oprydning. Tidstagerne, der både betjener ure og hjælper børnene med at komme rigtigt i vandet. De mange trænere der møder op for at hjælpe deres svømmere. Dorthe Bruun-Petersen, der er mesterskabets dommer. Klaus Petersen, der fungerede som dagens starter og ikke mindst Lise Stampe der styrer stævnets sekretariat og sørger for at vi kan lave præmieoverrækkelser uden nogen særlig ventetid.

Også stor tak til alle de fremmødte publikummer og svømmere, for en god og hyggelig eftermiddag i hallen. Jeg håber vi ses igen til klubmesterskab næste år.

Nedenstående link fører dig videre til svømmetider og resultater for dette års resultater:
https://docs.com/ian-stampe/3748/resultater-klubmesterskab-2017  

 
Ian Stampe
 
Hold i dag

Instagram