Ti nytårsmedaljer hentet hjem
Fantastisk 1. halvår for svømmetalentholdet i Tommerup

Svær start
Efter et par ’øve’-stævner i starten af sæsonen, blev det pludselig alvor for svømmerne, da de deltog i ’Ringe international’-stævnet i slutningen af november sidste år. Rigtig mange blev diskvalificeret. Ikke kun fra Tommerup, men også fra de tyske og de andre danske klubber. Primært pga. at svømmerne ikke stod helt stille ved starterne men også forskellige fejl ved vendingerne.

Allerede samme søndag var der dog langt færre diskvalifikationer og vi fik nogle rigtig flotte tider med hjem i november.

Detaljerne på plads

Herefter brugte vi december med især at øve starter og vendinger. Efter en super hyggelig juleafslutning på holdet med bl.a. luciaoptog i bassinet i den mørke svømmehal og forskellige lege, gik vi på en velfortjent juleferie.

 

Allerede 3. januar var vi tilbage i hallen. Nu skulle der trænes frem mod Nytårsstævnet i Ringe 1½ uge senere. Kroppen var lidt tung af julemad, så det tog lidt tid at komme i gang igen.
 

Så vi var meget spændte, da træner Dorthe K. Jørgensen, holdleder Jan Beyer og otte svømmere 12. januar drog til Ringe.

 

Tommerup SvømmeklubMen vi kunne have sparet os vores bekymringer. Det blev et helt fantastisk stævne. Det bedste for talentholdet til dato denne sæson.

Holdets yngste deltager, Trine Bruun Petersen, lagde ud. Og i meget, meget fin stil. På de blot 50 m. crawl lykkedes det hende at forbedre sin tid med hele 6 sek. fra 54 til 48 sek. desværre fik Trine en træls hovedpine, som gjorde at hun ikke kunne deltage i 100 m. ryg, hvor hun ellers havde en god chance for at få en medalje.
Heldigvis forsvandt hovedpinen tids nok til, at hun senere kunne deltage i sin første holdkap, 4 x 50 m. fri, sammen med Ida Lerche, Melissa Damsgaard og Julie Jørge Jensen. Her svømmede de fire piger i flot og overbevisende stil.

 

Ovennævnte Ida Lerche skulle i vandet som næste individuelle svømmer. Først i 50 m. crawl. Her tangerede hun næsten sin personlige rekord (PR) og fik en flot, skinnende guldmedalje. Derefter havde hun valgt at svømme 100 m. crawl.

Her forbedrede hun sin PR og fik en tid på 1.22.00. Alle 00-tider gav en plade ’rittersport’-chokolade og den blev fortæret med stor nydelse. Ida var blot 23 hundrededele af et sekund fra 3. pladsen, så det var tæt på endnu en plads på skamlen.

 

Derefter var det Melissa Damsgaards tur. Hun stillede op i 100 m. brystsvømning, hvilken hun før havde gennemført i tiden 2.08.00. Men det ville Melissa ikke nøjes med, så hun slog sin egen rekord med 15 sek. og fik en tid på 1.53.37. En så flot tid at hun fik en bronzemedalje. Senere svømmede hun 100 m. crawl. Også med en forbedring af hendes PR, så den nu hedder 1.26.18.
 

Så blev det Daniel Lindahl Osters tur til at hoppe i bassinet. Han forbedrede sin PR i 100 m. bryst med hele 11 sek. til tiden 1.43.92 hvilket gav ham en flot 1. plads. Og senere i 100 m. crawl snuppede han en sølvmedalje i tiden 1.22.16, hvilket også var en forbedring af hans PR.

 

Ronni Andersen skulle også prøve kræfter med 100 m. bryst. Han præsterede dagens foreløbig bedste forbedring af PR. Hele 17 sek. gnavede han af sin gamle tid, så hans PR nu hedder 1.33.81. En flot tid og en flot 1. plads. Derefter svømmede han 100 m. ryg, hvor han ligeledes forbedrede sin PR. Denne gang til 1.33.97.

 

Så skulle Julie Jørge Jensen i vandet. Først i 100 m. butterfly, i hvilken hun var sikker på, at hun ikke kunne forbedre sin PR. .

Men det lykkedes alligevel med tiden 1.35.18, hvilket gav en flot 1. plads. Og så vandt hun senere også 100 m. crawl, hvor hun forbedrede sin PR med 11 sek. Helt vildt
 

Niels Beyer havde ligeledes valgt at prøve kræfter med 100 fly. Det er nok de hårdeste 100 m. Niels nogensinde har svømmet. Men han gennemførte og fik fortjent en bronzemedalje.

Så gik det noget nemmere, da han senere svømmede 100 m. ryg, hvor han forbedrede sin PR til tiden 1.34.33.
 

Næste svømmer blev Anders Bruun Petersen, som havde valgt 100 m. ryg. Anders var fast besluttet på at forbedre sin PR og det lykkedes i flot stil med 4 sek. til tiden 1.31.53.

En flot tid og en flot 1. plads. Også i 100 m. crawl forbedrede han sin PR med tiden 1.29.89. Blot 2 sek. fra en medaljeplads.
 

Gutterne -  Niels, Anders, Daniel og Ronni - rundede stævnet af med 4 x 50 m. fri. Der var kamp om pladserne, men med en fantastisk indsats lykkedes det dem, at komme i mål en halv bane foran nærmeste konkurrent og derved sikre sig 1. pladsen.

 

Ni individuelle medaljer og én i holdkappen for drengene. Langt over forventet

En del af de andre trænere kom da også forbi træner Dorthe og kommenterede den helt vilde forbedring siden sidste stævne.
Mange gav tillige udtryk for at de har savnet Tommerups deltagelse bl.a. pga. vores fine holdråb og den gode opbakning vi gav hinanden, når vi havde en svømmer i vandet.
Dog syntes de, at det var lidt ’træls’, at vi nuppede så mange medaljer…
 

Det gode sociale sammenhold på talentholdet blev bekræftet, da vi efterfølgende tog hjem til Niels, hvor vi fik serveret pizza og spillede ’tegn og gæt’ til langt ud på aftenen. En fantastisk afslutning på en fantastisk dag.


Hold i dag

Instagram