Lystrup Cup 2012
Guld til Tommerup ved international turnering
Af Karl-Emil Greve
Tommerups vandpolohold deltog i weekenden 4-5. februar 2012 i Lystrup Cup lige nord for Århus. Det er altid spændende at komme til dette stævne, idet alle hold er helt nye. Ved årsskiftet har der været udskiftning i grupperne, idet ældste årgang er rykket en klasse op. Ud over de danske hold, deltog der hold fra Tyskland og Norge.
For Tommerup betød det at vi havde fuldt hold i U 15 og to hold i U13 rækken, men vi havde kun otte spillere med i U 11 rækken, hvor flere af dem var helt nye vandpolospillere.
Tommerups delegation bestod af ikke mindre end 42 spillere, een træner fire forældre og fem ældre spillere der var på dommerkursus understævnet.
Vores U 11 hold kæmpede super flot mod de to andre hold der stillede op i deres række og det viste sig at vores U 11 hold var det eneste hold der stillede med et ”rent” hold, de andre havde et par U 13 spillere med for at være nok.
Vi havde i U 13 rækken lavet to hold der var ca. lige stærke og begge hold klarede sig flot gennem turneringen, mange spillere skulle finde ”nye” roller og pladser på holdet og det klarede de godt.
Vores ene U 13 hold spillede finale mod Lystrups hold og det blev noget af en gyser, hvor Lystrups træner fik rødt kort og måtte forlade hallen. Lystrup vandt en meget tæt kamp.
Tommerups U 15 hold kæmpede sig flot frem til finalen og flere at de yngste U 15 spillere der lige er rykket op viste meget flotte takter i deres spil.
Finalen stod mellem Lystrup og Tommerup og den bølgede frem og tilbage. Tommerup var foran med 1 mål i lang tid – så kom Lystrup foran med 2, men vi hentede dem og vandt kampen med 9-7.
Dette var en god weekend rent sportsligt og ikke mindst socialt er dette stævne med til at samle vores spillere og give dem et godt sammenhold i klubben.
Det er ligeledes en god optakt til vores forårsturnering.
Karl-Emil Greve
Vandpololeder
Fotos: Lystrup Cup